Vesterleds historie

Grethe har haft have i Vesterled i mere end 50 år

På trods af, at Grethe Mouridsen er fyldt 90 år, har hun stadig sin have i Vesterled, hvor hun kommer næsten hver dag. Benene er ikke, hvad de har været, så hun kører på sin el-cykel, og cykler uden problemer hele vejen op ad bakken til hjørnet af Clematisvej og Irisvej hvor hun har en have med foreningens måske smukkeste udsigt.

af Birthe Sørensen

 Grethe Mouridsen er født i 1926. Vi besøger hende en lørdag i august 2016 i anledningen af at Vesterled i år kan fejre 75-års jubilæum. Selv har hun for flere år siden - i 2009 - fejret sit 50-års jubilæum i  haveforeningen. 

- Det bedste ved en kolonihave er at have et sted at tage hen - væk fra lejligheden. At kunne være ude. Når jeg går rundt i min have, føler jeg mig så rig, selv om haven bare er på lejet jord, siger Grethe Mouridsen, da hun bliver spurgt om, hvad hun synes er det bedste ved at have en kolonihave.

Hun købte helt tilbage i 1959 en have i Vesterled sammen med sin mand, Jørgen Mouridsen. Og hun har stadig haven, selv om hun nu er rundet 90 og det er mere end 20 år siden, hendes mand døde.

Hun kommer næsten dagligt i haven. Benene er ikke, hvad de har været, så hun kører på sin el-cykel, og cykler uden problemer hele vejen op ad bakken til hjørnet af Clematisvej og Irisvej, hvor hun har en have med foreningens måske smukkeste udsigt.

Vesterleds udsendte har inviteret sig selv på besøg i Grethes have, for at få hende til at fortælle om de mange år, hun har haft have i Vesterled. Og Grethe har også fået sin søn Erik, som nærmest er vokset op i kolonihaven, til at komme.

Så mens vi drikker kaffe og spiser jordbærkage går snakken om de mange år.

Hus på Akelejevej

Det var egentlig hendes mand, som fandt på, at de skulle have en kolonihave. Selv syntes Grethe, som er vokset op på et lille landbrug i Ugelbølle, at hun havde rodet nok i jorden. Men Jørgen fik hende da overtalt. 

På det tidspunkt boede det unge par i en toværelses kvistlejlighed i Engparken ikke langt fra Vesterled. 

Haven lå på Akelejevej 4, og på den anden side af vejen gik der græssende køer. På grunden var et lille hus med køjerum og køkken, og allerede det første år flyttede familien i haven med deres ældste søn Preben, som var tre år.

- Det var et meget koldt forår, husker Grethe Mouridsen, og der var hundekoldt i huset.

- Så en dag måtte vi gå i seng for at holde varmen.

Jørgen Mouridsen var maskinsnedker og kunne lave lidt af hvert. I 1965, hvor Erik også var kommet til og familien var vokset til fire, gik han i gang med at bygge et helt nyt hus - med hjælp fra Andersen på Erantisvej.

Huset blev bygget, så det kunne skilles ad og flyttes. Mouridsen havde nemlig planer om, at de skulle have en ny have. 

Årsagen var, at der var kommet en asfaltfabrik på Lokesvej, hvis bagside vendte ud mod Akelejevej. De græssende kvier var erstattet af en betonvæg ind til fabrikken, som larmede og lugtede og havde lyset tændt om aftenen. Og engang imellem blæste et hvidt pulver fra fabrikken ind i haven.

Der var mange, som protesterede, da de hørte, at fabrikken skulle komme, og der blev samlet underskrifter. Men lige lidt hjalp det, husker Grethe Mouridsen.

Flytter til Irisvej

Derfor overtog familien i 1970 en ny have på hjørnet af Clematisvej og Irisvej. Oven i købet en stor have.

Hele vejen op ad Clematisvej ligger nemlig en række haver, som er større end de normale haver. Oprindelig havde kommunen planlagt, at der på et tidspunkt skulle gå en vej igennem kolonihaverne til Viby. Når den skulle anlægges, skulle haveejerne afgive et stykke af deres jord.

Vejen kom imidlertid aldrig.

- På det tidspunkt var Jørgen kommet i bestyrelsen, så han vidste jo, hvornår der var en have til salg, fortæller Grethe Mouridsen. Så det nye hus blev skilt ad og flyttet. 

Jørgen var kommet i bestyrelsen i 1969, og midt i 1970’erne blev han formand efter Marinus Tiufkjær.

- På det tidspunkt var der jo ikke noget foreningshus, så alt foregik her, siger Grethe og slår ud med armen.

- Folk kom hjem til os for at snakke med Jørgen, og det var næsten hver dag. Og bestyrelsesmøderne blev også holdt privat. Så måtte jeg sidde ude i køkkenet, indtil Jørgen kom ud og sagde, at nu ville de have kaffe.

En engageret formand

Jørgen var formand frem til han døde i januar 1995. Han var en meget engageret formand, som nåede at sidde i bestyrelsen i lidt mere end 25 år.

- Bestyrelsesarbejdet var hans et og alt. Så jeg passede haven, og Jørgen var formand. Ja, han hjalp lidt med drivhuset og blomsterne, men han brugte meget tid på formandsarbejdet.

Der var også gang i flere store projekter i den periode, hvor haveforeningen tog form.

- Først var der jo problemer med vandet. De haver, som lå oppe på bakken, kunne ikke få vand nok. Så da vi selv flyttede herop og opdagede, hvor slemt det var, blev der taget fat på det. Så blev der gravet nye vandrør ned, så vandtrykket kunne forbedres, fortæller Grethe.

Et andet stort projekt var navngivning af vejene.

- Vejenes navne blev aftalt med Bakkevang, og der blev opsat vejskilte. De første år blev skiltene oven i købet pillet ned hver vinter, for at de skulle holde sig pæne, husker Grethe.

I 1980 blev det besluttet på en ekstraordinær generalforsamling, at der skulle elektricitet ind i haveforeningen. Og samme år fik man også et foreningshus.

Den trekantede have på Clematisvej 2 blev nemlig sat til salg, og den købte foreningen. I de første år fungerede det hus, som lå på grunden, som foreningshus. I 1992 købte foreningen det nuværende hus, som oprindelig var to skurvogne. 

Børnefester

For Grethes søn Erik, som blev født i 1961, har kolonihaven været en stor del af hans barndom. Og han har mange gode oplevelser.

- Der var et bestyrelsesmedlem, Frode, som var noget af en festabe. Og han arrangerede alt muligt. Udflugter, sommerfester med revyer og dans og børnefester. Der var altid en voksenfest  og en børnefest. Dengang var der jo mange børn i haverne, fortæller Erik.

- Børnefesten havde hver gang sit eget tema. Der var næsten altid et optog gennem foreningen. Et år var der en ponyvogn, som vi kørte rundt med, et andet år skulle vi pynte vores cykler og køre en runde i haven. Og et år var det arrangeret som en demonstration, hvor vi krævede en børnefest, og vi lavede skilte med “ned med bestyrelsen”, husker han.

Og Erik har stadig den t-shirt som blev lavet til børnefesten i 1976, med en stor malet blomst på ryggen og navnet Vesterled malet på forsiden.

- Den bruger Erik, hver gang han laver havearbejde, ler Grethe og henter den frem, så vi kan se den.

I starten af 1970’erne, hvor Erik var en stor knægt, fik han jobbet som opkræver til foreningens sparekonto. Hver lørdag gik han en runde og solgte mærker til en række medlemmers sparebog, og efterfølgende blev pengene afleveret til kassereren. Det var en måde, hvor medlemmerne kunne spare op til havelejen. Nogle valgte oven i købet at betale lidt ekstra, og fik pengene retur sidst på året som en “julens glæde”.

Jubilæum

Da Vesterled i 1981 havde 40 års jubilæum, blev der afholdt en stor fest med spisning. Underholdningen stod Århus Tyrolerne for sammen med Svenssons orkester med sangerinde.

I jubilæumsskriftet kan man læse, at formand Jørgen Mouridsen også havde en lyrisk åre. Her skriver han om kolonihavens historie:

“En forhandlingsbog er mere end gulnede blade, men kan være mere eller mindre velskrevet, men historien taler ud af dens sider.

Det er meget interessant og lærerigt at læse i dem, alene skriften er noget, der taler for sig selv, her ser man den barkede hånd, der just ikke er opøvet i pennens brug, prente foreningens fakta med hård og stejl skrift.

Og man kan også følge den kulturelle fremmarch gennem protokollen, det famlende og ubehjælpsomme vige for det mere gennemtænkte og flydende, ja vist kan de fortælle historie, både på den ene og den anden måde”.

Ved 40-års jubilæet blev de kolonister fejret, som tilsvarende havde haft have i 40 år. 

Men da Grethe i 2009 kunne fejre 50-års jubilæum i haveforeningen, var den tradition uddød, og fra bestyrelsens side var der ikke lagt op til fejring.

I stedet tog hendes børn sagen i egen hånd. En forårsdag tog hendes svigerdatter hende med i Bilka, og da hun kom hjem, var haven fyldt op med gæster og der var dækket op til fest. 

Og Grethe Mouridsen holder stadig fast ved haven, som hun har passet alene indtil for få år siden. I dag får hun god hjælp fra naboen og sønnen.

- Så længe Erik hjælper, beholder jeg haven, lyder det fra Grethe, inden vi tager afsked.

Forinden har vi dog lige beundret både udsigten og haven. Jovist er man rig, når man har en kolonihave. 

Sådan begyndte det

Stiftende generalforsamlingen fredag d. 2. Maj 1941.

(Fra de første sider i forhandlingsbogen)

Kredsformanden Fr. Jensen åbnede generalforsamlingen og bød velkommen. Kredsformanden meddelte, at man havde givet den nye Havekoloni navnet ”Vesterled”, redegjorde derefter for lejemålets oprettelse, formanden gennemgik derefter Kredsens Standardbestemmelser, som Kredsen vilde forlange overholdt, gav oplysninger om ”Havebladet”, konsulentvirksomhed, præmieringen og tyveriforsikringen. Når der laves love for foreningen, skal de være i overensstemmelse med Kredsens love.

Vandanlægget blev gennemgået, og der blev forklaret hvorledes dette kunde installeres og financieres, ang. afvanding af kolonien vilde Markudvalget afhjælpe de evt. mangler. Man vilde fra Kredsen forsøge at skaffe et Statstilskud til koloniens oprettelse.

Da ingen ønskede ordet til Kredsformandens beretning blev den enstemmigt vedtaget.

Man gik derefter over til valg af bestyrelse til den nye Haveforening ”Vesterled”, på Kredsens forslag om, at bestyrelsen kom til at bestå af 7 mand blev godkendt.

Som formand valgtes
Chauffør Chr. Larsen,

og til bestyrelsen valgtes følgende:

Badeassistent O. Lerche,
Kommunalarbejder M. Michalsen,
Salgschauffør P. Møller Sørensen,
Tømrer R. Hassing,
Brandmand H. Jepsen og
Snedker J. P. Jensen.

Suppleanter blev
Arbejdsmand P. Mikkelsen og
Skrædder Lundbæk,

Til Revisor valgtes Ejner Rasmussen og Hassing.

Lauras far fik have i Vesterled i 1941

Laura Tiufkjær Bertelsen foran sin gamle kolonihave, Erantisvej 13. I dag er den overtaget af datteren Lene.
Morten Marinus Hansen Tiufkjær var tolder.

Laura Bertelsen er næsten personificeringen af kolonihaverne i Vesterled. Hendes far var blandt de første kolonihaveejere i 1941. Senere overtog Laura selv haven, og i dag er den overdraget til datteren Lene. Laura er et levende bevis på, at en kolonihave er med til at holde ejeren evig ung.

af Birthe Sørensen

Laura Tiufkjær Bertelsen er født i 1925. Vi besøger hende en påskesøndag i marts 2016 for at få hende til at give sit bidrag til Vesterleds 75-årige historie.
Laura bor på 2. sal i Åbyhøj - uden elevator. Hun har travlt med at forberede den påskefrokost, som hele familien kommer til i morgen, men har alligevel taget sig tid til at tage imod Vesterleds udsendte. Og vi er ventet. Kaffebordet er dækket med nybagte kanelsnegle og små glas, så vi kan skåle for kolonihaverne.

Laura er egentlig sønderjyde, men kom til Aarhus i 1940.
- Min far var grænsegendarm i mange år, men kunne ikke holde til natarbejdet, så han søgte ind til toldvæsenet og fik arbejde i Aarhus. Den 1. marts flyttede vi ind i en lejlighed i Janus La Coursgade, fortæller hun.
Lejligheden blev, som det var normalt dengang, opvarmet fra en kakkelovn. Det var måske årsagen til, at Lauras far, Morten Marinus Hansen Tiufkjær, endte med at få kolonihave i Vesterled.
- Min far havde en kollega, som havde kolonihave i Åbrinken ved Ringgaden. Den have lå på en gammel losseplads, så man kunne sigte jorden og samle koks. Og det fik min far lov til at gøre. Det var gennem den kollega, at min far hørte om, at han kunne få en have længere ude, hvor der skulle anlægges en ny haveforening. Så i vinteren 1941 fik min far den sidste have, der var til leje i Vesterled. Det var den grund, hvor foreningshuset nu ligger.

Trekantet grund
Det var ingen tilfældighed, at netop den grund var den sidste, som blev udlejet. Den havde en mærkelig facon, den er trekantet og ender i en spids, helt ude ved Åbyvej, hvor haveforeningens brønd ligger.
- På grunden stod der også et snehegn, og der løb en grøft igennem haven. Hele området var marker, og der gik køer flere steder. Når vi skulle ud i haven, cyklede vi på en sti fra togfabrikken Frichs og kom ud der, hvor Fritiden nu har P-plads.
På trods af grundens mærkelige facon gik Marinus Tiufkjær ufortrøden i gang med at anlægge en have og få bygget et hus. Der blev plantet frugttræer og bærbuske og anlagt køkkenhave og græsplæne.
Til byggeriet af huset samlede han affaldstræ rundt omkring. Og huset tog form med stue, køkken og et lille køjerum samt et skur. Og hver sommer tapetserede Lauras mor indvendig.
- Køkkenbordet var dog ikke affaldstræ, men blev lavet af fine nye brædder, som blev ferniseret. Vi havde ikke indlagt vand, men en vandhane i den bageste del af haven, over mod hækken til den nuværende børnehave, hvor der dengang lå en tømrermester. Så når vi skulle vaske op, gik vi ned til vandhanen, fortæller Laura.
Forældrene boede ikke i haven, men i weekenderne overnattede de i det lille køjerum.

Et Jeppesen bjælkehus
- Da mine forældre havde haft haven i godt 20 år, ville de have et bedre hus og købte et Jeppesen bjælkehus. På det tidspunkt var jeg blevet gift, og vi skulle så være med til at betale huset, fordi vi ville overtage haven, når mine forældre ikke kunne passe den mere. Min mand var organist i Åbyhøj Kirke, og her var der ikke så meget ferie dengang. Så var det jo godt at have en kolonihave tæt ved, hvor vi kunne holde fri.
Før det nye hus ankom, fik Marinus dog en ny have.
- Vi snakkede om, at det næsten var synd at bygge et helt nyt hus på den mærkelige trekantede grund. Og så endte det med, at min far overtog Erantisvej 13. Her blev det nye hus så opført. Der kom en tømrer fra firmaet, som boede på vores sofa i en uge, mens han byggede huset.
Haven, som ligger på hjørnet af Erantisvej og Clematisvej, er på hele 600 m2.
- Oprindelig skulle Clematisvej jo have været en stor gennemgående vej, så der var en klausul om, at vi skulle afgive noget af jorden, når kommunen skulle bruge den, så vi betalte ikke for det ekstra stykke jord, vi havde. Vi lejede jorden for 10 år ad gangen. Senere blev det 25 år, fortæller Laura.

Marketenderi i Vesterled
Dengang var der ingen strøm i haverne, så når madvarer skulle holdes kolde, foregik det ved hjælp af is.
- Min far havde en stor nedgravet balje med låg. Dengang var der også marketenderi i haven. Det lå der, hvor det nuværende skraldeskur ligger på Clematisvej. Og her hentede vi en isblok til “køleskabet” hver anden dag. Vi havde mælk og pålæg i køleskabet, men ellers kunne vi købe alt hos marketenderen, som levede af det salg. Og i Bakkevang var der også en marketender.
Marinus Tiufkjær kom ret hurtigt i bestyrelsen i Vesterled, og senere blev han formand.
- Jeg kan ikke huske præcis, hvornår det var, men jeg tror, han blev formand cirka i 1960, og så var hen det i de næste 14-15 år. Da han gik af, blev Jørgen Mouridsen formand. Som formand holdt min far strengt på reglerne. Det var ikke alle, som kunne lide det. Men han var samtidig også meget hjælpsom, og han elskede den have. Og fik også tit præmie. Jeg har mange præmier, som jeg har overtaget fra ham, vaser, skeer og andet.

1976 - Laura overtager haven
Midt i 1970’erne blev Lauras far syg, og i januar 1976 blev haven overdraget til Laura og hendes mand Thorkil, som var musiker og organist.
- Mine forældre boede i haven hele sommeren, efter de var blevet pensionister, men da vi overtog haven, boede vi der kun i korte perioder. Vi var nødt til at være hjemme ved telefonen. Vi havde heller ikke noget bad i haven.
Når Laura skal beskrive kolonihavelivet, er ordet “hyggeligt” det første, som falder hende ind. Og roen - men også samværet med de andre.

Skt. Hans fest
- Vi kom meget sammen - mere end man gør i dag. Man dumpede tit ind hos hinanden og fik en øl eller en kop kaffe. Så var der Skt. Hans fest hvert år - i begyndelsen på Clematisvej hvor skraldeskuret nu ligger. Senere blev festen flyttet over på en mark bagved Akelejevej.
Til Skt. Hans festen blev der serveret pølser og øl og sodavand. Der var en tale, og så blev der også altid sunget.
- Vi sang meget, husker Laura.
En gang om året gik bestyrelsen også rundt og solgte amerikansk lotteri. Sommerfest var til gengæld ikke en fast tradition. Heller ikke fællesarbejde.
- Det klarede bestyrelsen vist, mener Laura.
Det var også før, der var noget, som hed grøn container.
- I begyndelsen dumpede vi alt det grønne affald på baneskråningen. Og ind imellem blev der også smidt andet affald, men det måtte vi egentlig ikke.
På baneterrænnet blev der i mange år ophugget toge, så haveejerne kunne altid få fat i brædder eller vinduer eller andet fra togvognene.

Evig ung
I 1986 døde Lauras mand, men hun besluttede at beholde haven alene - i hvert fald i et par år.
- Jeg tænkte, at jeg tager et år af gangen. Men det blev alligevel til mange år.
Laura har vundet mange præmier for sin have.
- Jeg fik præmie hvert femte år. Men jeg synes ikke, det er det, som det kommer an på. Men jeg kom jo i haven hver dag, så jeg nussede selvfølgelig om den. Og havde en stor grøntsagshave og mange blomster.
I 2008 - efter at have haft haven i 32 år - blev den overdraget til datteren Lene og svigersønnen Lasse.
Laura kommer stadig jævnligt i haven og elsker det. Selv om den jo ser lidt anderledes ud i dag, end da hun selv havde den.
- Men sådan skal det være. Hver generation må sætte sit præg, siger hun uden beklagelse.
Laura har også fundet ud af, at hun kan følge med i haveforeningens liv på Vesterleds hjemmeside.
- Lene har lært mig at google på internettet. Men det med Vesterleds hjemmeside har jeg selv fundet ud af. Så kan jeg se hvad I laver, siger hun og griner.
Jo, Laura er et levende bevis på, at man holder sig ung, når man har en kolonihave.

Alletiders have - Om kolonihaver i Danmark

”Alletiders have - Om kolonihaver i Danmark”

Udgivet i maj 2008 af Kolonihaveforbundet for Danmark i anledning af forbundets 100 års jubilæum.

Forbundsformand Preben Jacobsen skriver bl.a. i forordet til ”Alletiders have – Om kolonihaver i Danmark”:

”Kolonihaven er en dynamisk størrelse. Til enhver tid har den – med flittige hænders hjælp – tilpasset sig tiden, menneskets behov og dets værdier.

Den værdi, en kolonihave havde for en familie for 100 år siden, er ikke den samme som i dag. Den har også ændret udseende. Den har skiftet flor – ikke bare henover årstiderne, men hen over årene. Fra at være en nødvendig nyttehave, der holdt sult og vitaminmangel på afstand, til en have, hvor det moderne menneske i dag rekreerer sig og nyder livet.

… Kolonihaven er et levende og dynamisk væsen.

Haven er dog stadig et fristed for det enkelte menneske og for familien og en ramme om fællesskab. For godt nok har man altid haft de mange skel og hække, men man har også plads til fællesskabet.

Det mest værdifulde ved kolonihaven i dag er at man kan vælge at være sig selv, eller man kan gå udenfor havelågen, og være en del af fællesskabet.

… Man ser i historien, at Forbundet har tilpasset sig tidernes udfordringer.

Der skiftes ud i havernes afgrøder og i ejer- og brugerkredsens behov. Nye vaner, nye behov opstår.

Forbundet står – nu som tidligere – over for store udfordringer. Kun når den enkelte have giver værdi for sine beboere, og kun når Forbundet giver værdi for sine medlemmer, er der håb om mange nye og værdifulde sæsoner. Så kan kolonihavebevægelsen fortsat gro.”


I et interview under overskriften: ”Vi er en bevægelse, der skal tilpasse sig tiden” udtaler forbundsformand Preben Jacobsen bl.a.:

”Frihed, fællesskab, samvær, kolonihaver for alle, det grønne liv og nej til kapitalvinding er noget af det, der kendetegner Forbundet og medlemmerne.

-Det er svært bare lige at samle det hele i få ord, siger Preben Jacobsen, men dvæler meget ved sætningen: Frihed i fællesskabet, et slogan som Mads Kofod fandt på til et af vore møder.

-Det er jo det, det drejer sig om. At den enkelte kolonist har sin frihed i egen have og samtidig kan træde uden for havelågen og deltage i et fællesskab, der er ganske særligt …

Vi er en del af en bevægelse. En stærk organisation.

-Jo, det er et godt slogan ”Frihed i fællesskabet”, siger Preben Jacobsen … og fortsætter:

Vi er en grøn organisation, der skal og vil leve op til samfundsforpligtelser og miljøkrav. På områder som kloakering må vi tænke kreativt, så alle behov og ønsker imødekommes, uden at det bliver økonomisk uoverkommeligt for vores medlemmer. Det tror jeg er muligt.

-Det må aldrig blive så dyrt at have en kolonihave, at ikke alle kan være med, pointere han.

Og den holdning er for alvor kommet under pres fra alle andre dele af samfundet i tider med stivende priser på alle former for fast ejendom.

- I en tid med fokus på friværdier, skal vi i stedet værne om vores værdier!

- Uanset at bevægelsen skal bevæge sig står ét fast: Der vil stadig være et stærkt socialt sigte med kolonihaverne. Der skal være plads til alle”, siger formanden … og afslutter interviewet med disse ord:

”Så er vi tilbage igen: Kolonisterne skal have friheden i egen have og mulighed til at virke i et stærkt fællesskab.”


 

Bogen "Alletiders have - Om kolonihaver i Danmark" kan læses på Kolonihaveforbundets hjemmeside - på følgende adresse:

 

http://www.kolonihave.dk/viden-om-kolonihaver/kolonihaver-for-og-nu